Om os

Om Hotel Corona

Hotel Corona er et moderne cityhotel, placeret midt på gågaden, i en autentisk ramme i form af et af Hernings få, gamle huse. Grundlagt i 1896 som missionshotel af et af Hernings ældste selskaber fra tiden, før Herning blev købstad. Siden er det udvidet og moderniseret flere gange.

Hotellet er senest gennemgribende moderniseret i 2016, hvor alle værelser fik nye møbler og inventar. Siden 2015 er Hotel Corona drevet af Poul Müller.

For omkring 30 år siden var det oprindelige koncept brugt op, og hotellet blev omdefineret til at være et garni-hotel med morgenmadsrestaurant. Dette giver god mening i en by med mange restauranter, barer, caféer mm. i bekvem gåafstand.

Dermed lukkede man ned for den oprindelige periode, der dog havde sikret hotellet en god position i byen. Det hyggelige hotel med egen rejsestald var gået nye tider i møde. I øvrigt kom rejstalden, der siden blev omdannet til garager, til at skrive historie ved at huse starten på en landsdækkende restaurantkæde.

Fornyelse og tradition gennem 120 år

Da de folkelige og religiøse bevægelser strømmede ind over Herning i slutningen af 1800-tallet, var byen ikke særlig stor. Herning blev først selvstændig kommune i 1882 og købstad i 1913. Så bevægelsernes aftryk fik også stor betydning for byens udvikling. På samme måde, som man på landet kunne se, hvorledes grundtvigianere kom i forsamlingshuset og Indre Mission i missionshuset, kunne man i Herning aflæse den ædle dyst om borgerne i valg af avis, præst, restaurant, hotel mm.

Aktieselskabet Herning Missionshotel blev stiftet i 1896 og er dermed et af Hernings ældste selskaber. Formålet var i første omgang ikke at etablere hotel men at tilbyde et stille og roligt overnatningssted i byen, også skærmet fra nogle af de fristelser, som kunne følge med.

Planerne udmøntede sig imidlertid i et egentligt missionshotel og blev drevet som sådan de første år. Siden har hotellet skiftet profil og navn til Hotel Corona. I en by med mere end 20 restauranter inden for kort gåafstand giver det ikke mening at drive hotelrestaurant, så i dag drives Hotel Corona som garni-hotel med morgenmadsrestaurant.

Læs mere om historien